Hylden blomstrer

Så er det nu, at hylden står i klædt de fineste stjerneformede blomster. Jeg nåede lige at plukke en portion hyldeskærme, så der kunne blive sat en lille portion hyldeblomst saft over.

Hvis du har et hyldetræ i nærheden af dig og lidt væk fra trafikeret vej, så skynd dig ud at plukke en portion blomster. De skal endelig ikke vaskes, men ryst dem let, så du ikke får ørentviste, edderkopper og andre proteinberigere med i dine hyldeblomstopskrifter.

  • 30 hyldeblomstskærme
  • 1 kg sukker
  • 1,75 liter kogende vand
  • 2 usprøjtede citroner
  • 25 citronsyre

Pluk hyldeblomstskærmene og put dem i en bærepose. Med lidt held er en del af dyrene faldet ned i bunden af posen, inden du når hjem. Ryst skærmene let, klip den grønne stilk af, og kom skærmene op i en stor gryde. Hyldeblomstskærmene må endelig ikke vaskes.

Skyl citronerne og skær dem i tynde skiver. Citronerne skal være usprøjtede, derfor anbefaler jeg de økologiske. Læg citronerne i gryden. Hæld sukker i gryden.

Kog vandet. Hæld citronsyren op i en lille skål og opløs den i lidt kogende vand. Hæld kogende vand og den opløste citronsyre i gryden. Rør rundt i blandingen et par gange om dagen i 3-4 dage. Si saften gennem et klæde, så alle urenheder sies fra.

Du får ca. tre flasker saft af denne portion, og den skal fortyndes godt med vand eller danskvand, ca. 1 del saft til 6 dele vand.

Hyldeblomstsaft er fantastisk til jordbærdesserter og smoothies, og til velkomstdrinks kan man blande lidt hyldeblomstsaft i hvidvin eller mousserende vin.

Hvis du har lyst til at lave din egen hyldeblomstsirup, så kan du reducere den færdige saft ved svag varme, til mængden er halveret og konsistensen er blevet tykkere. Så kan du en skøn sirup til pandekager, frugtsalat, yoghurt og hvad fantasien ellers måtte opfordre til.

2 tanker om “Hylden blomstrer”

  1. Åh, ‘proteinberigere’ – det er da det bedste ord for insekter jeg har hørt længe 😀

    Jeg fryser min saft, så er jeg sikker på at den kan holde sig. Der er bare skrækkeligt at gå og vente på at det får trukket færdigt – for det dufter så dejligt hver gang køleskabet bliver åbnet 🙂

  2. Vi er jo ikke alene køkkensnedkere 😉 Og jeg kunne se, at du havde et rigtigt godt fif med at skrælle citronerne – det vil jeg prøve til næste år. Min saft stod allerede og trak, da jeg læste dit indlæg.

    Nu vil jeg smutte på ferie i en hel uge uden netadgang og glemme alt om, at min harddisk er stået af, så jeg dårligt kan uploade billeder. Pas på blogland sålænge, ikke?

    Kh.
    Anne

Der er lukket for kommentarer.