Jeg har aldrig lavet så meget is, som efter Gaggia ismaskinen flyttede ind på matriklen. Basisiscremen sidder efterhånden på rygraden, og der er kommet et par rigtigt gode is ud af eksperimenterne.
Lemon curd-is
Citronisen er smagt til med den engelske citroncreme lemoncurd, frisk citronsaft og Cointreau.
- 2 dl piskefløde
- 3,5 dl mælk
- 3 past. æggeblommer/ ca. 2 bægre æggeblommer
- 1 dl sukker
- 100 g lemon curd
- saften af 1 citron
- 1½ spsk Cointreau
Sukker og æggeblommer røres sammen. Mælk og fløde kommes i en gryde og bringes næsten til kogepunktet, fjernes så fra varmen, og sukker og æggeblommer røres i blandingen. Tilsæt citronsaft, Cointreau og lemon curd og hæld blandingen i ismaskinen.
Italiensk chokoladeis
Chokoladeisen får den helt rigtige smag med hjælp fra kakao, der giver isen den lette bitre smag, som bl.a. passer rigtigt godt, når man serverer isen sammen med andre is.
- 2 dl piskefløde
- 3,5 dl mælk
- 3 past. æggeblommer/ ca. 2 bægre æggeblommer
- 1 dl sukker
- 150 g mørk chokolade
- 4 spsk kakao
Sukker og æggeblommer røres sammen. Mælk og fløde kommes i en gryde og bringes næsten til kogepunktet, fjernes så fra varmen, og sukker og æggeblommer røres i blandingen. Hak chokoladen og hæld den i den lune ismasse, så chokoladen smeltes. Smag iscremen til med kakaopulver og hæld blandingen i ismaskinen.
Hvis du ikke skal bruge isen sammen med andre is, kan du arbejde videre med chokoladeisen og fx tilsætte noget pomerans, 1½ spsk Baileys eller lidt syltede kirsebær.
Kaffeis med blød nougat – næsten som cappuccino
Kaffeis kan godt få en skarp eftersmag, men når isen balanceres med nougat, bliver smagsoplevelsen mere rund og blød i retning af cappuccino.
- 2 dl piskefløde
- 3,5 dl mælk
- 3 past. æggeblommer/ ca. 2 bægre æggeblommer
- 1 dl sukker
- 100 g blød nougat
- 4 spsk pulverkaffe
Sukker og æggeblommer røres sammen. Mælk og fløde kommes i en gryde og bringes næsten til kogepunktet, fjernes så fra varmen, og sukker og æggeblommer røres i blandingen. Tilsæt pulverkaffen og den bløde nougat til den varme iscreme og rør, til den opløses. Hæld blandingen i ismaskinen.