Meyers saftige dadelkage

Denne kage fra Claus Meyers nye kogebog, Meyers Kager (se min anmeldelse her), er saftig med en fin sød undertone af dadlerne. Udseendet minder om en krydderkage, men smagen er altså mild. Og i en husstand med kun to, så holdt kagen sig frisk og lækker i tre dage på køkkenbordet dækket af sølvfolie.

6-8 personer – 1 springform på 24 cm

  • 100 g smør
  • 100 g brun farin
  • 75 g muscovadosukker (som kan erstattes af brun farin)
  • kornene af ½ stang vanilje
  • 3 spsk mørk sirup
  • 2 store æg
  • 225 g hvedemel
  • 2 tsk bagepulver
  • 250 g tørrede og udstenede dadler
  • 3 1/4 dl vand
  • 1 spsk natron

Løsn ringen på springformen og dæk bunden med et stykke bagepapir. Luk ringen, og klip det overskydende papir af. Smør springformens sider med smør.

Varm ovnen op til 200 grader med varmluft. Smør, brun farin, muscovadosukker og vaniljekorn blandes i en røreskål og piskes godt sammen. Tilsæt siruppen og pisk æggene i blandingen et af gangen. Sigt bagepulver og hvedemel sammen i en skål og sigt det derefter i dejen.

De udstenede dadler kommes i en lille gryde sammen med vandet og skal simre i ca. 10 minutter. Gryden tages af varmen og blandingen blendes med en stavblender.  Tilsæt så natron og rør dadelmosen i dejen med et piskeris. Fordel dejen i springformen og bag kagen midt i ovnen  i ca. 40 minutter.

Lad kagen køle lidt af og spis den lun eller afkølet.