Krydderiernes sammensætning er alfa og omega i madlavningen, og her følger nogle ganske basale råd.

Syre skal altid opvejes. Dvs. bruger du fx hvidvin, så er lidt fedt (fx mælk, fløde eller smør) godt til at stabilisere med.

Et blandingskrydderi kan forstærkes med en af enkeltdelene; i karry kunne det være kanel, kardemomme etc.

Det er ikke altid, at friske krydderurter smager af mere end de tørrede. Hvis det er drivhuskrydderurter, så er det mere for udseendets skyld, at man bruger dem. Men man spiser jo også med øjnene, så det skal da ikke undervurderes. Men du skal ikke være ulykkelig, hvis du ikke har en køkkenhave eller i øvrigt ikke magter at passe urtepotter, de tørrede krydderurter opfylder de fleste behov.

Alting med måde. Mange krydderier får en direkte ubehagelig parfumeret smag, hvis brugen af dem overdrives. Smag kan diskuteres, men underdriv hellere end overdriv.

Og så er der de gyldne råd om, hvad man gør, når det er gået galt. Hvis man ikke vælger at gøre gode miner, så kan man prøve at koge en kartoffel med (tag den op inden retten serveres) eller prøv med lidt fløde, créme fraiche eller yoghurt naturel (husk: hvis du spæder retten, så hæld noget af sovsen ud, inden du spæder den op. For det første er det nemmere at få et brugbart resultat, og for det andet risikerer du ikke at stå med sovs til ti personer, selvom I kun er fire).

Lad krydderierne følge deres køkkener.

Se for dit indre øje regionen, hvor krydderiet stammer fra, og tænk så på, hvad det passer til.

Basilikum er fx et typisk italiensk krydderi og bør ikke sættes sammen med karry, der hører østen til.

På den måde kan den geografiundervisning, du fik i skolen, gøre lidt nytte.