Kategoriarkiv: Spis godt i …

SPIS godt i Berlin

Jeg har samlet en række gode restauranter i Berlin, og du er meget velkommen til at tilføje dine gode steder ved at skrive i kommentarfeltet.

Vivolo

På Hackescher Markt serverer Vivolo virkeligt gode tapas. Restauranten har en stor bar, hvor man kan sidde med udsigt til de imponerende udvalg af kolde tapas. Restauranten er indrettet, så der er mange små kroge i det terracotta og turkise rum, men om sommeren trækker udeserveringen på pladsen foran restauranten. U-bahnen kører lige ovenover, så man må regne med lidt støj fra toget, når man spiser udenfor, men maden og omgivelserne er det værd.

Til frokost er der sædvanligvis tilbud på en anretning med uspecificerede tapas, hvor du får mulighed for at smage både kolde og varme tapas.

Restauranten ligger centralt og bl.a. i gå afstand til Museumsinsel.

Monsieur Vuong

Det vietnamesiske folkekøkken er venligt, lidt hektisk, men fremfor alt utroligt velsmagende.

Der er ingen bordbestilling hos Monsieur Vuong, og hvis der er tæt på alt optaget, så kan du gå en tur i kvarteret eller blive bænket i baren.

Menukortet består af få retter, der er suppleret med dagens særlige tilbud, der er skrevet på en tavle. Priserne er lave, og maden serveres hurtigt. Og som et ekstra plus, så er det vietnamesiske køkken fyldt af grønt, smag og fattigt på kalorier.

Kadima

Mine venner har på det varmeste anbefalet den jødiske restaurant Kadima, der ligger lige ved siden af synagogen i Oranienburger Strasse. Desværre var vi forbi en lørdag, og restauranten holder sabbaten hellig, så derfor måtte vi nøjes med et kig.

Priserne ser ud til at være i mellemklassen, men oplevelsen skulle være stor.

Dwinarmensk restaurant 

Jagten på det gode måltid blev på vores sidste tur til Berlin afbrudt af en due, der klattede på min mand. Jeg tvivler dog ikke på kollegaen, der havde sendt mig afsted til Dwin efter det bedste lammekød, han nogensinde havde smagt.

Vogt dig dog for duerne i Uhlandsstrasse!

Witty’s Berlin

På Wittenberger Platz lige ved siden af KaDeWe ligger den økologiske Imbiss, som berlinerne selv mener er en omvej værd. Her serveres de klassiske pølser, og du kan foruden brød, fritter og øl også få champagne til din Currywurst.

Manufactum Brot & Butter

I Hardenbergerstrasse ligger Maufactum, der under sloganet “Es gibt sie noch, die guten Dinge”, som sælger alverdens skønne sager – fra skønhedsprodukter produceret i europæiske klostre til gedigent køkkengrej fra svundne tider. Butikken er i to etager, så afsæt roligt en time til at ose. Bagefter kan du gå ind i butikken ved siden af, hvor du kan få et tiltrængt hvil og en frokost eller kaffe og kage. Desuden er der et stort udvalg af friskbagt brød, kager, oste og diverse delikatesser, så hvis du har lejet en lejlighed, er der god mulighed for at købe ind til et virkeligt lækkert måltid.

Spis godt i STOCKHOLM

Spis godt i StockholmJeg forsøger at samle adresserne på gode restauranter, jeg har besøgt i Stockholm. Jeg håber, du vil skrive i kommentarfeltet, hvis du kender andre gode spisesteder.

Eriks Gondolen

Stadsgården 6, 104 65 Stockholm

Udsigten over Södermalm er nærmest ubetalelig, når man sidder højt hævet over jorden i Eriks Gondolen. Maden er tilberedt på højt niveau og har rødder i det franske køkken, men der er stor respekt for de svenske råvarer. Knækbrødet er med i brødkurven, og tyttebær er også at finde på menuen. Vær i øvrigt Eriks Gondolenopmærksom på, at der er frokostmenuer, der indeholder et glas vin og petit fours som rabat. Kaffen kan man drikke i baren og dermed nyde udsigten til den anden side.

Tjenerne i restauranten er opmærksomme, men man skal ikke være bekymret over at besøge restauranten iført fornuftigt fodtøj og rygsæk.

Rice

Östermalm, Nybrogatan 16,  114 39 Stockholm

I Östermalm på Nybrogatan ligger Rice blandt mange dejlige og dyre restauranter. Trækplasteret er buffeten, og vi fandt restauranten ved at følge i slipstrømmen på unge stockholmere, der øjensynligt vidste, hvad de gik efter.

Buffeten byder på asiatiske retter, der er milevidt fra de slappe buffeter, man ofte møder. Her bydes på misosuppe med frisk tofu og forårsløg, delikat krydrede retter som grønmuslinger med chili, kylling i krydret kokos, oksekød med ingefær og citrongræs – og ej at forglemme sushi ad libitum, der serveres ved bordet. Endeligt kan man dykke ned i flere desserter på buffeten, der dog var lidt mere rutineprægede end de friske og lækre retter. Prisen er rimelig, og det begrænsede vinkort er tilpasset maden.

Vetekatten på Kungsgatan Konditori Vetekatten

Kungsgatan 55, 111 22 Stockholm

Svenskerne har tradition for at gå på konditori, og Vetekatten er min favorit. Man går gennem butikken og passerer derigennem flere stuer, der er indrettet efter bedste Astrid Lindgren stil med fine gamle møbler. Udvalget af kager strækker over klassiske franske kager som Gateau Marcel (en overdådig chokoladekage) til svenske højtidsklassikere som semlor (den svenske udgave af fastelavnsboller). Der er mulighed for at få en sandwich, men det er kagerne, der er i fokus. Billigt er det ikke, men der er gratis refill af kaffe.


Vis Spis godt i Stockholm på et større kort

Spis godt i ROM

Spis godt i RomJeg vil samle adresser og websider på en række gode restauranter, jeg har besøgt i Rom. Kender du andre gode restauranter, så skriv i kommentarfeltet.

Maccheroni

Piazza delle Coppelle, 44, 00186 Roma

Maccheroni ligger tæt på Piazza Navona og Pantheon. Restauranten er udefra meget undselig, men det er en af de restauranter, som romerne selv spiser på.

Blandt specialiteterne er spaghetti carbonara, der efter ægte romersk opskrift tilberedes med hjemmelavet spaghetti, svinekæber og fåremælkspecorino. Hvor fremmedartet det end lyder, så smager det fantastisk.

Menukortet byder på en række andre velkendte specialiteter, og prisniveauet er yderst rimeligt i forhold til kvaliteten. To mennesker kan spise middag med vin for omkring 50 euro.

Giulio Passami l’Olio

Via di Monte Giordano, 28, 00186 Roma

Giulio Passami l'Olio“Giulio ræk mig olien” ligger i en sidegade til Piazza Navona, og har et fint menukort og et imponerende vinkort. Der er mulighed for at få et godt glas eller en flaske samt aperitivo (forskellige små specialiteter, fx oliven, foccia, pølser, grillede grøntsager etc.) eller finde fristelser på menukortet.

Deres risotto med sorte trøfler kan anbefales. Priserne er ikke høje, men det er let at lade sig friste af de mange spændende vine, der i øvrigt dekorerer lokalet sammen med erotiske franske billeder fra omkring 1920’erne.

Personalet talte ikke andet end italiensk, da vi besøgte restauranten, men de var meget imødekommende, og internationale fagter klarede sagen.

Enoteca Palatium

Via Frattina, 94, 00187 Roma

Tæt på Den spanske Trappe ligger Lazio-regionens enoteca, der er den eneste restaurant i Rom, der drives af det offentlige. Det bør nu ikke skræmme nogen væk, for enoteket er et udstillingsvindue for det bedste, regionen kan præstere.

Der serveres enkle gode retter, og der er mulighed for at smage de lokaltproducerede vine. Desuden kan man købe vine, kager og et væld af de specialiteter, der produceres i Lazio. Køb for eksempel en pose Ciambella al Vino, der er småkager bagt med bl.a. vin og ofte nødder.

Pizzeria Baffetto

 Via del Governo Vecchio, 114, 00186  Roma

Vi fik desværre ikke chancen for at teste Baffetos pizzaer, men vores vurdering er, at de mange mennesker, der havde taget plads i køen en kølig januaraften, ikke havde taget fejl. Pizzeriaet er blevet bedømt som et af de bedste i N.Y. Times, og vi ville gerne have smagt, men udsigten til mere end en times ventetid fik os til at vælge et alternativ.

Baffetto, der i øvrigt henviser til ejerens store overskæg, har to afdelinger. Pizzeriaet tæt på Piazza Navona og Ristorante Baffetto, der har et lidt større menukort og ligger på Piazza del teatro di pompeo.


Vis Spis godt i Rom på et større kort