Tag-arkiv: æbler

Æble-kvædesorbet

Min far taler om kvæder med foragt og mindes sin første svigermor, der mente, at dårligdomme kunne kureres, hvis man stænkede brystet med kvædesnaps. Min mand synes, at duften af friske kvæder er kvalm, mens jeg synes, at kvæder er pragtfulde.

Heldigvis kan alle mødes om denne sorbet, der tilfører æblerne en aromatisk elegance.

  • 275 g sukker
  • 600 g kvæder
  • 400 g æbler

Vask og gnub kvæderne fri for evt. dun. Kom dem i en gryde og dæk dem med vand. Kog dem hele, indtil de er møre. Gem kogevandet.

Tag kvæderne op og gnub/pil skindet af dem, skær dem over og fjern kernehuset.

Skræl æblerne og fjern kernehuset og skær dem i kvarte. Kom dem tilbage i gryden sammen med æblerne og ca. 2,5 dl af kogevandet.

Tilsæt sukker og lad æblerne og kvæderne koge sammen til en jævn masse. Brug evt. en stavblender til at purere blandingen. Lad blandingen køle af og hæld det i en ismaskine, hvis du har sådan en. Ellers hælder du blandingen i en skål, som du sætter i fryseren. Rør i ismassen ca. hvert 20-30 minut. Du kan nok ikke helt undgå, at sorbeten sætter nåle, hvis du ingen ismaskine har. Til gengæld kan du være sikker på, at din lokale ismand ikke har æble-kvædesorbet på plakaten.

Sorbeten kræver ikke meget tilbehør – bare en enkelt sprød småkage vil være tilstrækkeligt.

 

Æbleabstinenser – saftig æblekage i bradepande

Æblesæsonen er i fuld gang, og jeg har brugt de sidste fjorten dage på at nyde de første Discovery-æbler. Jeg kan blive helt salig over de første danske æbler, der med flotte pink kinder og hvidt frugtkød sætter sæsonen i gang med sprødt bid og en eftersmag af ananas!

I min have er der fire æbletræer. Desværre ville en godhjertet genbo for fire år siden gøre os en nabotjeneste. I stedet for at fælde de to træer, der var gået ud og beskære de sidste to, så blev alle fire træer lagt brutalt ned med en motorsav – og efterladt på min græsplæne.

Værkstøjskassens bedste bud på hjælp til at fjerne æbletræerne var en fukssvans. Jeg var ulykkelig og rasende. De to træer havde forsynet mig med gode æbler i rigelig mængde, så det har været nogle tamme frugtår siden. Heldigvis fik vi senere samme år fire nye æbletræer, og de få æbler, de spæde træer bærer, bliver behandlet med stor ærbødighed.

Min opmærksomhed på den danske frugt i supermarkederne har siden været markant øget, og jeg synes, det er ærgerligt, at de danske æblers supermarkedssæson er så kort. Men heldigvis er der stadig frugtplantager at finde. Og historien om æbletræsmordet har også skaffet mig adgang til æblerov hos venner og bekendte.

Engang havde jeg en chef, der sagde, at “når livet er godt, går jeg på bare tæer blandt mine æbletræer, og bagefter bager jeg æblekage til mine kolleger.” Nabolagets katte forhindrer mig i at gå barfodet blandt mine æbletræer, men her kommer opskriften på en let og aldeles lækker æblekage i bradepande.

1 stor bradepande
– halvér opskriften, hvis den skal passe til en mindre bradepande (24 gange 32 cm)

Dej:

  • 300 g smør
  • 500 g sukker
  • kornene af 1 stang vanilje
  • 2 tsk sukker
  • 8 æg
  • 2,5 dl mælk
  • 500 g hvedemel
  • 2 tsk bagepulver

Fyld:

  • Æbler i både
  • 150 g sukker
  • 100 g hakkede mandler (smuttede, hvis du gider)
  • evt. 2 tsk kanel

Pynt:

  • 3 dl abrikosmarmelade –
  • citronsaft

Flæk vaniljestangen og brug 2 tsk sukker til at fordele vaniljekornene. Pisk smør, sukker og vanillekorn sammen og tilsæt æggene ét af gangen. Bland mel med bagepulver og vend det i dejen. Rør mælken i dejen.

Beklæd ovnens bradepande med bagepapir og fordel dejen. Fordel æblestykkerne og drys sukker-kanelblandingen og mandlerne over.

Kagen bages midt i ovnen ved 175 grader i ca. 30-40 minutter.

Imens smeltes abrikosmarmeladen i en lille gryde med lidt citronsaft. Hvis der er hele frugtstykker i marmeladen, er det en god idé at purere den med en stavblender. Når kagen er bagt, glaseres den med marmeladen. Sæt den i ovnen igen, og bag endnu 5-10 minutter.

Tag kagen ud, og lad den afkøle næsten helt, før den skæres i firkanter.

TIP: Hvis du har æblegelé i køleskabet, så kan du også glasere kagen med den.

Æbleabstinenser

Når efteråret begynder at melde sig, så får jeg altid æbleabstinenser. Det er som om, der er et frugtvacuum fra jordbærsæsonen stopper, og indtil de første rødkindede danske æbler lander i butikkerne.

De første Discoveryæbler, der smager syrligt-søde med undertoner af ananas, er en ren fryd. Nu er det allerede slut med Aroma-æblerne, der er knasende sprøde, og Elstar og Holstein-Cox har indtaget min frugtskål. Og forleden kunne jeg plukke havens enlige Cox Orange.

Ja, du læste rigtigt. Årets frugthøst har indtil nu bestået af tre blommer, og af vores tre æbletræer bærer kun det ene ét æble i år.

For et par år siden ville en venligsindet genbo hjælpe med at fælde nogle syge æbletræer, men desværre havde han ikke lyttet helt efter, så i stedet fældede han alle havens fire æbletræer. Jeg græd modige tårer, og indtil mine nye træer bliver store nok til at selvforsyne matriklen, så kan jeg glæde mig over at bo på Fyn – lige midt i Danmarks frugthave, hvor der er mulighed for at besøge adskillige frugtplantager og smage på nye sorter.

Der er nemlig mode i æbler – min barndoms æble Spartan er næsten forsvundet, men så er der til gengæld kommet adskillige nye spændende sorter i forening med de gamle og velkendte – tag ud og besøg en frugtplantage og nyd duften af efterår og smag på Holstein Cox, Rød Gråsten, Elstar og alle de andre skønne æbler.