Det lyder måske vanvittigt, og hvis du får dårlige associationer til luftfriskere, så skal der selvfølgelig overvindelse til, før du kaster dig ud i lavendelsmåkagerne.
Men det er nu, at lavendlerne er ved at afblomstre, og blomsterne klæder de sprøde småkager med mandler usædvanligt godt. Smagen er raffineret helt uden mindelser om sæbe.
20 store småkager
- 125 g blødt smør
- 2 dl sukker
- 1,5 spsk lavendler
- 3 dl hvedemel
- 100 g mandelmel eller finthakkede mandler
- 1 knivsspids salt
- ½ tsk bagepulver
- 2 spsk vand
Pil blomsterstandene af ca. 8 lavendler og bland dem med sukkeret. Rør lavendelsukkeret sammen med smør, hvedemel, bagepulver, mandelmel og salt.
Saml dejen med lidt vand. Form dejen til kugler på størrelse med en stor valnød. Tryk dem flade og læg dem på bagepapir. De flyder ikke ret meget ud, så afstanden mellem småkagerne behøver ikke at være mere end to cm.
Bag småkagerne ved 180 grader i 12-15 minutter, eller indtil de er gyldne i kanten. Lad småkagerne køle af på en rist. De kan med fordel opbevares i en tætsluttende kagedåse, hvis de ikke skal spises med det samme.
TIP: Hvis du ikke har mulighed for at bruge friske lavendler, så kan du købe tørrede lavendler i helsekostbutikker.