Tag-arkiv: Bosch

Testvindende toasterteknologi i lækker indpakning

Midt i opløbet om de sidste julegaver kommer her et hurtigt bud på en nem julegave, der vil glæde de fleste:

I rækken af produkttests er jeg nået til et af køkkenets daglige arbejdsdyr, som sjældent nyder den store opmærksomhed. Nu opdagede jeg lige, at den brødrister fra Bosch, som jeg netop har modtaget fra den hurtigt leverende webbutik Whiteaway, faktisk er testvinder i et sydafrikansk husmodermagasin, og på den måde kan man jo hæve alting til et højere niveau.

Bosch TAT8613, som modellen hedder, indgår i den tyske megakoncerns serie af designer-køkkenmaskiner, der har tilnavnet Styline og byder på minimalistisk design – modsat det store udvalg af retro-toastere, der frem for alt optager en masse af den sparsomme plads på køkkenbordet.

Med en pris hos Whiteaway på 535 kr. (som i øvrigt donerer mad til sultramte børn i Nordkorea, hvis man “liker” dem på Facebook), hører dette veldesignede apparat i sort højglans-plastik til i den dyre ende. Mange små detaljer er dog med til at retfærdiggøre prisen.

Og her er det ikke de tyske ingeniørers argumenter om toasterens “Mirror Heating”-teknologi, der ved hjælp af quarz-glas giver en skånsom ristning, eller “AutoHeat”-sensoren, der fordeler varmen jævnt hen over brødets overflade (herregud, skærer man sin brødskive lidt skævt, bliver den alligevel branket på det tykkeste sted).

Det er mere de små velgennemtænkte funktioner som den digitale indstilling af temperaturen til ristning, der imponerer. Med vanlig tysk grundighed er der hele ni varmeniveuer, og heldigvis kan maskinen huske den valgte indstilling fra gang til gang. Selv en friskbagt skive groft franskbrød vil blive grundigt forbrændt på de højeste trin.

Med 860 watt arbejder den hurtigt, men siderne bliver ikke varme. Man kunne også nævne ledningsoprul-funktionen, så børnene eller vi andre ikke hiver den på gulvet. Og anti-vælte-funktionen, som slukker toasteren, hvis den tipper. Jeg har prøvet det – det virker …

Førnævnte sydafrikanske Fairlady Test House gav Bosch TAT8613 fem stjerner ud af fem mulige, og jeg tilslutter mig ydmygt det positive skudsmål. Med dette apparat vil der blive spist betydeligt mere ristet brød, når juledagene er ovre og den magre dagsorden igen vinder indpas.