Citronmåner er omgivet af fordomme, men også mange gode minder. Sif Orellanas citronmåne tager ikke mange øjeblikke at røre sammen, og du kan have færdig kage på godt 45 minutter. Hvor lang tid tager det at tage ned på tanken?
Jeg har altid haft svært ved at rumme ordet “svampet” og “lækkert” i samme sætning, men jeg må medgive, at kagen er blød, kompakt og ikke bliver tør, før sidste stykke er spist.
1 kage / 10 store stykker
- 250 g smør
- 350 g sukker
- 4 æg
- revet skal af 2 usprøjtede citroner
- ca. 325 g hvedemel
- 1 ½ tsk bagepulver
- 1,1 dl mælk
Glasur
- saft af 1 citron
- ca. 115 g flormelis
Tænd ovnen på 200 grader. Smør en springform på ca. 22 cm i diameter eller brug en rund silikoneform. Rør sukker og smør sammen i en skål. Pisk æggene i sammen med den revne citronskal. Sigt melet og bagepulveret i dejen og rør til sidst mælken i. Hæld dejen i formen og bag citronmånen midt i ovnen i ca. 35 minutter, til den er gylden og gennembagt.
Mens kagen er i ovnen, røres glasuren sammen. Når kagen er færdig, stikkes huller i kagen med en kødnål, så glasuren kan trænge ned i kagen. Smør glasuren på den lune kage, og lad kagen køle helt ned. Glasuren bliver tynd og sprød. Hvis du vil give kagen et ekstra pift, kan du drysse den færdige kage med lidt fintrevet appelsin- eller citronskal.
Opskriften stammer fra Sif Orellanas bagebog “Greven, kammerjunken og den dragende citronmåne” – læs min anmeldelse her.