Sidste weekend var jeg en tur i London, og de britiske supermarkeder er på nogle punkter langt forud for de danske. Bl.a. ofres der mere energi på lækker emballage, og selv om det britiske marked selvfølgelig er langt større end det danske, så undrer det mig stadigt, at danske supermarkeder bare halter bagefter. Hos Marks & Spencer købte jeg bl.a. tre æsker tebreve, og selvom det er en vare til omkring 10 kr. pr. pakke, så er der kælet for emballagen, så den kan tale sig ned i indkøbskurven hos enhver yngre kvinde, som produktet også er målrettet.
Herhjemme ynder vores supermarkeder mere at tale varerne ned – discountserier hos FDB (Xtra med den blå klat på hvid baggrund) og Dansk Supermarkeds Budget-serie (med orange logo) har ingen vel rigtigt lyst til at skilte med, at de køber. Dansk Supermarked har selvfølgelig også deres Princip-serie, der skulle være varer af en lidt højere kvalitet, men det halter bare med historiefortællingen, og hvorfor indeholder den næsten ingen danske varer?
Til gengæld begynder Coop at sætte af med Änglamark, der ikke længere bare er hudplejeprodukter. Men endnu går jeg ikke efter danske supermarkeders private label produkter pga. lækkerhedsfaktoren. Ingen har vel lyst til at købe private label, hvis det ikke tilfører noget værdi i form af billigere varer eller bedre kvalitet til prisen?
Marks & Spencer har formået at finde deres plads med en storytelling, der er blevet mere udbygget i løbet af de seneste par år. For et par år siden havde varerne ofte et stempel/klistermærke, der markerede, hvis varen var britisk. Nu sælges varerne også med county-oprindelse og lidt uddybende forklaring. Den samme udvikling kunne jeg notere mig hos fx Gordon Ramsey, der ikke bare serverede en rødspættefilet, men en Rye Bay-rødspætte.
Herhjemme går vi vist lidt rundt og sover på laurbærrene og bulk-succesen – varer skal tilføjes værdi – og vi er endnu ikke nået til det punkt, hvor vi er blevet bevidste om vores egnssærpræg.
Ofte kommer udviklingen nedefra, så de mindre producenter sætter ideen i værk, inden den bliver adopteret af de store producenter. Der er selvfølgelig en masse ting, der har indflydelse – dels har små producenter tit rigeligt at gøre med at sikre deres produktion, og deres markedsføringsbudgetter er også begrænsede. Og så har vi en detailhandel, der kræver, at varer skal repræsenteres i hele landet for at få et hyldenummer. Lad os bare indse, at de fleste af os er ret afhængige af supermarkeder, så vi må også kræve en bedre kvalitet og et mere spændende udbud, så det hele ikke ender i den slappeste og billigste kvalitet. Og så skal vi også købe ind efter vores krav – også når det er midt på måneden.
Private label er en udmærket ting, men lige som mad smager bedre af porcelænstallerkener end af pap, så nyder jeg også, når nogen har tænkt lidt over, at varer godt må puttes i pæn emballage, der tilmed er funktionel. Det er der faktisk en del firmaer, der har fundet ud af, og hvor ville det da være skønt, hvis flere herhjemme gad at gå ind i den kamp. Og der opstår dilemmaet også, for private label er ikke ensbetydende med dårlig kvalitet, men sædvanligvis ensartet kvalitet i enorme mængder, som sagtens kan være både god og spændende. Alligevel kunne det godt blive en win-win situation, for udenlandske supermarkeder har luret, at de tjener flere penge på deres private labels, end de gør på brand-varer.