Når efteråret begynder at melde sig, så får jeg altid æbleabstinenser. Det er som om, der er et frugtvacuum fra jordbærsæsonen stopper, og indtil de første rødkindede danske æbler lander i butikkerne.
De første Discoveryæbler, der smager syrligt-søde med undertoner af ananas, er en ren fryd. Nu er det allerede slut med Aroma-æblerne, der er knasende sprøde, og Elstar og Holstein-Cox har indtaget min frugtskål. Og forleden kunne jeg plukke havens enlige Cox Orange.
Ja, du læste rigtigt. Årets frugthøst har indtil nu bestået af tre blommer, og af vores tre æbletræer bærer kun det ene ét æble i år.
For et par år siden ville en venligsindet genbo hjælpe med at fælde nogle syge æbletræer, men desværre havde han ikke lyttet helt efter, så i stedet fældede han alle havens fire æbletræer. Jeg græd modige tårer, og indtil mine nye træer bliver store nok til at selvforsyne matriklen, så kan jeg glæde mig over at bo på Fyn – lige midt i Danmarks frugthave, hvor der er mulighed for at besøge adskillige frugtplantager og smage på nye sorter.
Der er nemlig mode i æbler – min barndoms æble Spartan er næsten forsvundet, men så er der til gengæld kommet adskillige nye spændende sorter i forening med de gamle og velkendte – tag ud og besøg en frugtplantage og nyd duften af efterår og smag på Holstein Cox, Rød Gråsten, Elstar og alle de andre skønne æbler.