Tag-arkiv: fyldte chokolader

Terrasso-trøfler

Jeg har begået nogle fyldte chokolader, og da jeg tog dem ud af formene, lignede de et fint terrasso-gulv. Nu er de døbt terrasso-trøfler, og med det navn bliver de sikkert ikke glemt.

I ganachen har jeg brugt chokolade med små stykker af kakaobønner, som giver lidt ekstra tekstur. Ganachen kan også smages til med lidt spiritus, fx cognac, kirsch, whisky eller calvados. 

Chokoladeganachen er let at lave, men den skal have et par timer på køl, inden den skal bruges. Den tid kan du bruge på at forberede formene.

Hvis du ikke har en form, kan du sagtens lave chokoladerne uden, det er også hurtigere.

12 store eller 24 mindre fyldte chokolader

Ganache

  • 1,25 dl piskefløde
  • 125 g god mørk chokolade gerne med kakaonibs
  • Evt. 1 spsk spiritus eller likør

Varm fløden op (den skal ikke koge), og smelt chokoladen i fløden. Tilsæt evt. spiritus. Hæld massen i en frysepose og luk med en elastik. Sæt ganachen i køleskabet et par timer og ryst posen grundigt et par gange undervejs, så blandingen bliver ved med at være samlet og ikke skiller.

De fyldte chokolader

  • 75-100 g hvid chokolade
  • 200-250 g mørk chokolade
  • 50 g kakaomarcipan
  • 50 g alm marcipan

Hvis du bruger forme, så skal de smøres med smeltet chokolade. Hak den hvide chokolade og smelt 2/3 ved lav varme. Når chokoladen er smeltet, tilsættes den sidste 1/3, og massen med de små stykker fordeles i formene. Lad den hvide chokolade tørre et køligt sted (fx i en opgang, men ikke i køleskabet).

Når den hvide chokolade er tør, så skal formene pensles med mørk chokolade. Hak den mørke chokolade. Smelt 2/3 ved lav varme. Tag chokoladen af varmen og tilsæt den sidste 1/3 og rør, indtil chokoladen er helt smeltet. Pensl formene og vent, til chokoladen er tørret. Gem den sidste chokolade til bundene.

Tag ganachen ud af køleskabet. Ryst posen, så du er sikker på, at blandingen er helt jævn. Klip hul i fryseposen og sprøjt ganachen ud i formene.

Rul de to slags marcipan ud og stik med et glas de runde marcipanbunde ud. Læg to bunde sammen og put dem i formene. Brug den sidste chokolade til at pensle bunden med. Hvis chokoladen er stivnet, kan du forsigtigt varme den op. Enten ved meget svag varme eller i et vandbad (pas på ikke at få vand i chokoladen).

Hvis du ikke bruger forme starter du med at gøre ganachen klar og sætte den i køleskabet. Så ruller du bundene ud og lægger dem sammen.  Sprøjt ganachen direkte ud på bundene. Smelt den mørke chokolade først, som beskrevet ovenfor. Lad chokoladerne tørre. Smelt den hvide chokolade, men smelt den helt jævnt. Pynt med den hvide chokolade. Du kan evt. dyppe chokoladernes bund i den hvide chokolade eller bare nøjes med at dryppe med en gaffel og løs hånd over chokoladerne, så der kommer en lidt tilfældig dekoration.

Chokoladerne smager virkeligt lækkert og intenst af de gode råvarer, og selv om det ikke er den hurtigste konfekt at gå i gang med, så er de fuldt ud indsatsen værd.