Jeg har længe tænkt på, at jeg ville skrive lidt om Stop Spild af Mad, for ikke alene er det et sympatisk projekt, det er da også tudetosset at hælde spiselig mad i skraldespanden.
Politikens artikel om vores ekstreme julevellevned indleder med en af mine kæpheste. Uanset om man taler til børn eller voksne, så er det for abstrakt at tale om sultne børn i Afrika.
Dels er der ingen, der har lyst til at føle sig skyldige, når vi har ondt af os selv, fordi vi er forædte. Dels kan vi jo ikke tage resterne fra de riges bord og bede Postdanmark om at sætte tempoet op, så den lækre julemad kan nå til Darfur. inden kimtallet bliver kriminelt. Når vi sidder og bøvser i ris a la mande, så er vi nok mest modtagelige for et brev Samarin.
Til gengæld ved vi jo godt, at vi bliver sultne igen. Hvis vi nu kan genbruge julefrokosten og gøre det både let og lækkert for os selv, så kan vi bruge tid på hinanden og familien. Lyder det fristende?
I første omgang er der et par ting, du kan huske, for at gøre det let at genbruge julefrokosten:
- Find emballage og bøtter frem inden julefrokosten, så du kan gemme det, der ikke bliver spist og evt. give gæsterne mad med hjem. Isbægre er altid godt, men husk at du kun må hælde kold mad i dem, for ellers kan plastmaterialet afgive uønsket kemi til maden.
- Lad være med at sætte al maden på bordet på én gang. Der er ingen grund til at hive al maden ind med det samme, men fyld hellere op undervejs.
- Vær opmærksom på, at maden tages af bordet og køles ned. Det bliver heller ikke festligere at sidde ved et bord, hvor silden sveder og overdøver duften af sidedamens parfume.
- Spar på pift og pynt. Hvis du serverer maden i separate skåle – fx ribbenssteg og rødkål på forskellige fade, så har du flere muligheder for at genbruge maden.
Genbrug sildene: Lad i første omgang være med at smide sildelagen væk og sørg for, at sildene kun står på bordet, mens der spises af dem. Hæld dem tilbage på glasset. Nu skal du ikke gemme sildene evigt, men spis dem indenfor en uges tid.
Genbrug karrysalaten: Hvis der bliver æg til overs på julefrokostbordet, så hak dem og kom dem i karrysalaten. Det samme gælder rejer, og hvis der er karse, der ikke har været i direkte berøring med maden, så bland det i, og brug karrysalaten til sandwich eller spis den med en frisk salat som tilbehør.
Genbrug pålæg: Hvis du er opmærksom på ikke at lade pålægget stå på bordet hele aftenen, så kan det fint gemmes. Del det i mindre portioner og frys det.
Genbrug ribbensstegen: Biksemad ligger lige for, men ovenpå julefrokosten trænger du måske til noget mere sprødt og friskt. Skær sværen af og skær kødet i strimler. Lav en god marinade af hoisinsauce og soya og spis kødet sammen med en frisk salat.
Genbrug anden: Hvis der er and på menuen til julefrokosten, så kan den genbruges på mange måder. Pil kødet af skroget, eller skær brysterne i strimler og giv fuglen en frisk marinade. Frisk ingefær, chili og appelsin er rigtigt dejligt dagen derpå.
Genbrug osten: Ost kan fint fryses.
Genbrug frugtsalat: Tjah, giv den et skvæt portvin og lidt knuste makroner, hvis det er en gammeldags frugtsalat med flødeskum. Hvis det er en frisk frugtsalat uden flødeskum, så kan du blende den med lidt juice eller yoghurt og bruge den som en smoothie.
Genbrug rugbrødet: Rugbrød kan sagtens fryses i mindre portioner, men rugbrød bliver ikke sjovere af at blive frosset. Til gengæld kan du også få brugt hvidtøllen, hvis du laver øllebrød. Ellers kan du lave dit eget ymerdrys ved at skære rugbrødet i tern på ca. 1 cm og riste dem i ovnen (ca. 15 min ved 100 grader eller indtil ternene er helt tørre) og drysse med sukker. Ymerdrys kan holde sig længe i et tætsluttende glas.
Genbrug rødkål: Rødkålen kan sagtens holde sig en lille uges tid, hvis den kommer på køl. Du kan peppe den lidt op ved at tilsætte lidt hakkede nødder eller æbler.
Genbrug ris a la mande: Spis den med frisk frugt i stedet for med kirsebærsauce.