Tag-arkiv: hverdagsmad

Gulerodssuppe med få food miles

Forleden anmeldte jeg den nye kogebog Ny Nordisk Hverdagsmad, og min mand har åbenbart siddet og kigget i den. I dag tilbød han i hvert fald at stå for aftensmaden – gulerodssuppe med krydderurter.

Resultatet blev faktisk rigtig godt, selvom manden hylede om, at han næste gang vil strø en håndfuld bacontern i. Det er slet ikke nødvendigt. Suppen mætter og har en lækker smag, hvor gulerøddernes sødme opvejes af den karakterfulde dressing, man hælder på inden servering.

Denne onsdag aften gik det lidt stærkt, så vi accepterede nogle kompromisser. Æblecidereddiken var ikke på lager og blev erstattet med æblejuice, den bredbladede persille var udsolgt, og en ordinær kruspersille måtte træde i stedet. Og så brugte han græsk yoghurt, hvilket gjorde det sværere at tegne mønstre med dressingen i suppen. Alt forladt.

Det ændrede ikke et godt resultat, der var sundt, nordisk og billig – og varmede på en kold efterårsdag.

Opskriften nedenfor er den originale fra kogebogen, så du kan danne dig dit eget indtryk.

Gulerodssuppe med krydderurter

Kilde: Ny Nordisk Hverdagsmad, af Claus Meyer, Arne Astrup m.fl.

4 (små) portioner

  • 600 g gulerødder
  • 2 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 2 spsk koldpresset rapsolie
  • 1 dl æblecidereddike
  • 2 dl koldpresset æblemost, pilsnerøl eller lys bouillon
  • ca. 1 liter vand

Dressing:

  • 60 g bredbladet persille
  • 20 g timian
  • 20 g merian
  • 2 dl yoghurt
  • salt og peber

Skræl gulerødder, løg og hvidløg, snit dem groft, og steg dem i rapsolie ved lav varme i 5-10 minutter. Tilsæt så eddike og most, og lad væden koge ind til det halve.

Tilsæt vand, så det dækker, og lad det simre i ca. 30 minutter, til gulerødderne er møre. Blend derefter suppen, og smag den til med salt og peber. Er konsistensen for tyk, kan du justere med vand.

Lav dressingen, mens suppen koger. Skyl alle krydderurterne, og kør dem på foodprocessoren med yoghurten. Smag til med salt og peber.

Sæt suppen på bordet med brød til, og kom en skefuld af den kølige yoghurtdressing i hver portion.

Sprød jordskokkerösti på 30 min.

Jordskokken er den krogede rodfrugt, man i disse måneder kan trække op af jorden i nyttehaven eller købe på torvet eller i supermarkedet. Den tager tid at skrælle med sine finurlige former, og svindet er stort, men arbejdet belønnes med en lækker nøddeagtig smag, der er ideel i stedet for – eller sammen med – kartofler.

Her bruger jeg jordskokken til en rösti, der går fint som tilbehør til mange lette retter, fx fisk.

2 personer

  • 150 gram jordskokker (skrællet vægt)
  • 250 gram kartofler (skrællet vægt)
  • olie
  • salt & peber

Skræl jordskokkerne og kartoflerne og riv dem på den grove side af rivejernet. Jordskokkerne indeholder ikke meget vand, mens kartoflerne evt. kan presses – enten med hænderne eller i et viskestykke for at skille væden fra.

Find en lille pande og hæld 1 spsk olie på. Tag halvdelen af jordskokkerne og kartoflerne og pres med en paletkniv mængden sammen som en pandekage. Lad den stege i 3-5 minutter (afhængig af tykkelsen) , krydr med salt og peber og læg derefter en tallerken over panden. Nu kan du vende röstien over på tallerkenen, uden at den mister facon.

Giv evt. panden en lille smule olie, inden du skubber röstien ned på panden igen. Lad den stege i yderligere nogle minutter.

Du kan stege röstien færdig på panden eller bage den færdig i ovnen. Steger du den på panden, kræver det lidt mere olie, så jeg tager röstien af panden, når den har fået ca. 3-5 minutter på hver side (afhængig af tykkelsen), og så bager jeg den færdig ved 180 grader i ca. 10 minutter.

Manøvren gentages med den anden halvdel af jordskokker og kartofler til den sidste rösti.

Röstien kan serveres med meget forskelligt tilbehør, og ovnbagt hvid fisk krydret efter kokkens temperament og en god grøn salat passer rigtigt godt.

Ovnbagt hverdagshelt med spinat

Helt fra Ringkøbing Fjord, pralede fiskemand Storm i sin tilbuds-sms i morges. Det måtte vi prøve, og salgstalen fra fiskemanden på Skibhustorvet viste sig at holde stik – helten (eller Coregonus lavaretus) var rigtig lækker.

Her er et bud på tilberedning af en helt simpel hverdagshelt med sundt tilbehør. Helten tilhører laksefamilien, men forskellige arter af hvide fisk kan bruges på samme måde.

2 personer

Fisken

  • 500 gram helt (eller spørg fiskemanden til råds)
  • 1 citron
  • 1 bundt dild
  • 2 spsk olivenolie
  • Salt
  • Peber

Tilbehør

  • 1 pose frisk spinat
  • 1 squash
  • 1 lille løg
  • 1½ dl ærter
  • 1 spsk olivenolie
  • revet muskatnød

Gør fisken i stand eller få fiskemanden til det. Fjern de sidste rester af blod og fyld fisken med tynde citronskiver og dild. Læg et lag citronskiver oven på fisken og tilsæt salt og peber. Fordel olivenolien over fisken og pak den ind i sølvfolie.

Fisken placeres i en bradepande og sættes i ovnen, ca. 30 minutter ved 18o grader.

Skyl spinaten og skær squashen og løget i tern. Varm en wok eller sauterpande, hæld olivenolie i og tilsæt løg og squash og steg, indtil løgene er klare uden at tage farve. Tilsæt ærterne og spinaten og vend rundt, indtil spinaten klapper sammen. Krydr grøntsagerne med reven muskatnød, salt og peber.

Serveres med ris – velbekomme!

Tip:

Er der tale om en livsnyderhelt eller en weekendhelt: Overhæld fisken med hvidvin, inden den sendes i ovnen …