Tag-arkiv: muffins

Muffins med ribs og lakrids

Muffins med ribs og lakrids

Det var et tilfælde, at jeg fandt ud af, at ribs og lakrids klæder hinanden godt. Men jeg føler mig ret overbevist om, at andre bær eller frugt også kan bruges.

Muffins er enormt hurtige at røre sammen. Start med at finde ingredienserne frem i to skåle: de tørre og de våde ingredienser:

Muffins12 muffins

Tørre ingredienser

  • 5 dl hvedemel
  • 1 knivspids salt
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 tsk natron

Våde ingredienser

  • 2½ dl yoghurt, ymer, A38 eller lignende
  • 1 1/4 dl smagsneutral olie, fx solsikkeolie
  • 2½ dl sukker (sukker er en våd ingrediens, fordi det opløses)
  • 1 æg
  • 1 spsk sød lakridssirup, fx Johan Bülow

Fyld

  •  120 g friske eller frosne ribs

Pynt

  • 1 tsk raw licorice powder, fx Johan Bülow

Pisk de våde ingredienser sammen, og vend de tørre ingredienser sammen og fold dem i væsken. Tilsæt fyldet og rør mindst muligt i dejen. Fordel den i muffinsformene og pynt dem med lidt lakridspulver.

Bag kagerne ved 180 grader i ca. 20 minutter.

Muffins med lakridschokolade

Toms Ekstra var har sendt en byge af chokolade af sted til landets madbloggere for at skaffe omtale af en ny variant: Chokolade rørt med lakridsrod og salmiak eller kort og godt: Lakridschokolade.

Herhjemme var det vel ret beset Chok O Blok og Johan Bülow, der lærte os at kombinere chokolade og lakrids – og faktisk er det en kombination, der har været brugt længe på Island. På sin vis synes jeg, der har været inflation i at blande alle mulige ting i chokoladeplader. Det er da meget pudsigt med appelsinskal, frysetørret frugt og lakrids, men nogen gange skal chokolade også bare smage af chokolade – helst den mørke slags, der ikke opfordrer til at spise hele pladen på én gang.

Toms har valgt en mørk chokolade med så tilpas lavt kakao-indhold, at man bare kan guffe løs. Det er selvfølgelig godt for Toms, men skidt for bukserne. Her er fordelen ved lakridschokoladen, at smagen af lakrids “mætter”. Effekten kendte jeg i forvejen fra lakridsrods-te, og der findes garanteret en god forklaring, som jeg bare ikke kan redegøre for.

Nu er jeg gift med en kagespiser, som mente, at der skulle muffins på bordet. Så jeg lod den ene pakke Toms ryge i røreskålen med ingredienserne til chokolademuffins, og opskriften får du her. Jo større stykker chokolade, jo tydeligere lakridssmag. Lakridsen er mest markant som en eftersmag, der også træder frem, når man drikker kaffe til.

12-14 stk.

  • 100 g. chokolade, fx Toms Ekstra Lakrids
  • 250 g hvedemel
  • 1 spsk kakao
  • 2 tsk bagepulver
  • 2 æg
  • 140 g sukker
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 1 dl mælk
  • 100 g smeltet smør
  • evt. smør til formene – jeg brugte silikoneforme uden smør

Sigt hvedemel, kakao og bagepulver ned i en skål. Hak chokoladen groft. Vend den hakkede chokolade i.

Pisk æggene sammen med sukker og vaniljesukker. Tilsæt mælken og det smeltede smør. Vend de tørre ingredienser i.

Fyld dejen i muffinforme og bag kagerne i ca. 25 minutter ved 175 grader i midten af ovnen.

Rabarbermuffins med hvid chokolade

RabarbermuffinsDet karakteristiske ved rabarbermuffins er kombinationen af det syrlige og det søde, der understreges af groft hakket hvid chokolade.

16 muffins

  • 200 g smør
  • 200 g sukker
  • 3 æg
  • 225 g hvedemel
  • 1½ tsk bagepulver
  • 300 g rabarber
  • 2 tsk vanillesukker
  • 150 g hvid chokolade

Forvarm ovnen til 180 grader og sæt 16 muffinsforme klar. Hvis du har en muffinform af silikone, kan du bruge den, som den er, eller beklæde den med papirforme. Så er kagerne lettere at håndtere bagefter. Hvis du ikke har en form, kan du bruge dobbelte papirforme, så holder kagerne bedre faconen.

Rens rabarberne og skær dem i tynde skiver. Hvis du selv har rabarber i haven, så vælg de fineste og tyndeste til muffins. Hæld lidt af sukkeret over rabarberne og sæt dem til side, mens resten af dejen røres sammen.

Rør smør og sukker sammen og tilsæt æggene. Sigt hvedemel, bagepulver og vanillesukker i dejen. 

Hak den hvide chokolade med doven kniv. Der må gerne være stykker, som man kan genkende i kagerne. Vend den hvide chokolade og rabarberstykkerne i dejen.

Bag kagerne i ca. 20 minutter ved 180 grader. De skal være let gyldne og faste, når man trykker let på dem.

Tip: Bag gerne en stor portion – muffins kan sagtens fryses og er gode at have i baghånden til uventede gæster.