Søndag havde vi inviteret bedsteforældre på frokost, og de fik en altid lækker italiener – saltimbocca alla romana. Tynde skiver kalvekød rullet om parmaskinke, mozzarella (den er ikke alle opskrifter enige om, men så er man sikker på, at hver eneste bid er saftig) og et frisk salvieblad. Salvien har lagt navnt til retten, som betyder “den springer i munden”.
Det er ikke en af de prisbillige italienske retter – kødet koster ca. 50 kr. pr. næse, men det er en smagfuld og ikke for tung sag, der ikke kræver lang tid i køkkenet.
4 personer
- 8 skiver kalvekød af inderlår eller filet, ca. 80 g. stykket
- 8 stykker parmaskinke
- 1 hel mozzarella, ca. 125 g, skåret i otte skiver
- 8-16 salvieblade
- 2 spsk mel
- 3 spsk olivenolie og 3 spsk smør
- salt og peber
- 1 dl marsala (italiensk hedvin, hvis du ikke har sådan noget, kan du bruge dobbelt mængde hvidvin og 1 tsk sukker i stedet)
- 1 dl hvidvin
- 1 spsk maizena
- 8 tandstikker
Få slagteren til at skære kødet til dig og banke det, så skiverne er ca. en halv cm tykke. Dup kalvekødet tørt, læg en skive parmaskinke på og læg en skive mozarellaost og salvieblade på. Rul sammen og stik en tandstikker gennem rullen. (Og jeg behøver vel ikke at skrive, at det skal være en tandstikker uden pebermyntesmag – den fejl begår man kun en gang…)
Hæld hvedemel i en dyb tallerken sammen med salt og peber og vend rullerne i det. Varm en tykbundet pande – gerne i støbejern – op til middelvarme og brun rullerne på alle sider. Når alle rullerne er brunet, så steges de færdige i ovnen i 8 minutter ved 180 grader, mens du laver saucen.
Kog panden af med marsala og hvidvin og rør maizenaen ud i vand. Tilsæt maizena og kog igennem. Smag saucen til med salt, peber og evt. et nip sukker. Sigt saucen, så du undgår alt for store urenheder fra panden.
Jeg serverede saltimboccaen med stegte kartofler og tomater, men kartoffelmos eller kogte nye kartofler vil også være et fint tilbehør.