Helt fra Ringkøbing Fjord, pralede fiskemand Storm i sin tilbuds-sms i morges. Det måtte vi prøve, og salgstalen fra fiskemanden på Skibhustorvet viste sig at holde stik – helten (eller Coregonus lavaretus) var rigtig lækker.
Her er et bud på tilberedning af en helt simpel hverdagshelt med sundt tilbehør. Helten tilhører laksefamilien, men forskellige arter af hvide fisk kan bruges på samme måde.
2 personer
Fisken
- 500 gram helt (eller spørg fiskemanden til råds)
- 1 citron
- 1 bundt dild
- 2 spsk olivenolie
- Salt
- Peber
Tilbehør
- 1 pose frisk spinat
- 1 squash
- 1 lille løg
- 1½ dl ærter
- 1 spsk olivenolie
- revet muskatnød
Gør fisken i stand eller få fiskemanden til det. Fjern de sidste rester af blod og fyld fisken med tynde citronskiver og dild. Læg et lag citronskiver oven på fisken og tilsæt salt og peber. Fordel olivenolien over fisken og pak den ind i sølvfolie.
Fisken placeres i en bradepande og sættes i ovnen, ca. 30 minutter ved 18o grader.
Skyl spinaten og skær squashen og løget i tern. Varm en wok eller sauterpande, hæld olivenolie i og tilsæt løg og squash og steg, indtil løgene er klare uden at tage farve. Tilsæt ærterne og spinaten og vend rundt, indtil spinaten klapper sammen. Krydr grøntsagerne med reven muskatnød, salt og peber.
Serveres med ris – velbekomme!
Tip:
Er der tale om en livsnyderhelt eller en weekendhelt: Overhæld fisken med hvidvin, inden den sendes i ovnen …